Alliancen mellem staten og husmødrene

Uddrag af kapitel 14

Skolekøkkenet på Hans Tavsensgade på Ydre Nørrebro i København i begyndelsen af nittenhundredetallet. Fra det tidspunkt sneg et nyt fag sig ind på pigerne skoleskema: ordenssans, hygiejne og ‘nærende, velsmagende mad til billigste pris’.

I 1934-35 begyndte Lilly at skrante, og Misse bragte hende til byens kloge mand. Han kendte symptomerne og stillede diagnosen: engelsk syge, der skyldes mangel på D-vitamin, som man får i fed fisk og hele æg. Men frem for disse dyre fødevarer ordinerede den kloge mand en helt anden medicin: Hver aften skulle Misse sætte Lilly med bar ende på jorden, så den kunne trække sygdommen ud af hende, og bagefter skulle hun bade Lilly i vand, der var opvarmet af en gloende hestesko.

I 1930’ernes Danmark!

Lilly huskede, at hun fik meget ondt og græd — og var til sin død sikker på, at kuren gav hende den urinvejsinfektion, som senere i livet udviklede sig til en alvorlig nyresygdom.

Min mor var bare en ud af mange, der fik svækket knoglebygning af for få D-vitaminer i maden. Engelsk syge var en konsekvens af udbredt fattigdom, men skyldtes også uvidenhed. Misse har næppe hørt ord som ‘ernæring’, ‘proteiner’ og ‘vitaminer’ i skolen, og som voksen fortsatte hun med at lave sin barndoms husmandskost.

I dag har ‘husmandskost’ fået en sund, robust klang — men dengang var det synonymt med ensidig ernæring. Kitty og Lilly voksede op på fedtemadder — de fik dem i skolemadpakken drysset med puddersukker, og “det var fint, hvis der en sjælden dag kom ost på,” mindes Kitty. Hjemme bestod måltiderne hovedsageligt af havregrød, byggrød og boghvedegrød, kærnemælkssuppe og sagosuppe, øllebrød og brødbudding — og på gode dage lagde grønkålssuppe eller gule ærter en mættende bund for stribet flæsk eller medisterpølse, serveret med masser af kartofler og sovs. Kål hørte også til i min mormors køkken, men egnens sandede jord medvirkede til, at andre grøntsager kun langsomt sneg sig ind på hendes middagsbord.

Forestillingen om kvinders naturlige evner for husarbejde og børnepasning gik hånd i hånd med konstateringen af, at kvinder ikke intuitivt selv fandt ud af at holde liv i deres spædbørn, tilberede sund mad til familien og undgå bakteriekollektiver i køkkenet.

For at rette op på den almindelige uvidenhed om ernæring, hygiejne og spædbørns behov gjorde staten en målrettet indsats for at uddanne kvinder i madlavning, børnepasning og rengøring. Denne moderopdragelse udviklede sig over mange årtier i stærk alliance med kvindebevægelsen. Allerede i begyndelsen af århundredet oprettede Dansk Kvindesamfund husholdningskurser, blandt andet for ubemidlede husmødre — “har man lært at lave mad på Dansk Kvindesamfunds kurser, sparer man 25 øre på hver krone,” pralede iværksætteren, Birgitte Berg. En anden af fagets pionerer, Magdalene Lauridsen, satte skub i vandrelærerindebevægelsen, hvor lærerinder drog fra sted til sted og underviste på landboforeningernes husholdningskurser.

Lillys Danmarkshistorie

Pia Fris Laneth fortæller 150 års Danmarkshistorie som en familiekrønike, hvor vi følger kvinderne på familiealbummets gul-brune billeder og hører deres fantastiske historie.

Læs uddrag fra bogen her:

Lillys Danmarkshistorie bogomslag

Køb bogen online

Gyldendal
Saxo.dk
Arnold Busck
Gad.dk

Lillys Danmarkshistorie — Kvindeliv i fire generationer. Gyldendal 2006. Indbundet, 640 sider.
ISBN: 8700754420

Pressen skrev

En milepæl

»Pia Fris Laneth har tilføjet dansk historieskrivning et vægtigt og underholdende værk, der væver forfatterens familiekrønike i fire generationer sammen med kvindelivet i det danske samfund fra 1880 til 2000 ... Det er ’Krøniken’ uden vaseline på linsen.«
- Maria Tetzlaff, Politiken

Modig fortælling om slinger i valsen

»En storslået, subjektivt erindret, historisk belæst og medrivende forvandlingskugle, hvori fire generationers hverdag, fødsler og død, drømme og bristede illusioner, tro og skiftende moral udspiller sig. Det er små fortællinger i en stor fortælling om ufattelige forandringer.«
- Birgitte Possing, Information

Imponerende

»Iskolde facts kombineres med hjertevarme beretninger i ny danmarkshistorie... En tonstung cementering af, at dansk kvindehistorie aldrig har været et ligegyldigt appendiks.«
- Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten

Hyldest til stolt kvindelig livskraft

»Udviklingen fra kraftige korsetter og senere torpedoformede bh'er over rødstrømpernes frit udfoldede kropssprog under den hjemmefarvede herreundertrøje til vor tids kropskontrol og kosmetiske kirurgi ... Som så meget andet i Pia Fris Laneths »Lillys Danmarkshistorie« er denne springende udvikling fortalt med humor og dynamik.«
- Eva Pohl, Berlingske Tidende