Damerne organiserer sig
Uddrag af kapitel 7
Spørgsmålet om valgretten stod højt på dagsordenen i august 1910, da 130 delegerede fra den internationale socialistiske kvindebevægelse holdt kongres i Folkets Hus på Jagtvej på Ydre Nørrebro. Kongressen fik stor opmærksomhed. Med min farmor ved hånden masede oldemor Johanne sig ind foran andre nysgerrige for at få et glimt af berømtheder som Rosa Luxemburg, Alexandra Kollontaj og lederen af Internationales kvindebevægelse, Clara Zetkin.
Kvindekongressen vedtog Clara Zetkins forslag om at fejre en årlig international kvindekampdag, “som i første linie har agitation for kvindernes valgret til formål”. Danmark var blandt de fire lande, der året efter afholdt den første internationale kvindedag. Det er næsten rørende at læse partibladet Social-Demokratens opfordring søndag d. 19. marts 1911:
“For arbejderne såvel som for arbejderhustruerne bør det være en æressag, at de tusinde pligter, som ellers dag og nat binder kvinderne, den dag et par eftermiddagstimer må få lov at hvile, så de ikke skal hindre nogen kvinde i at komme af sted. Kan mand og hustru følges ad til møderne, er det det bedste, og det vil de mangfoldige steder kunne, når manden giver en lille håndsrækning til husarbejdet eller nøjes med at få det lidt mere overfladisk gjort end ellers. Kan de ikke følges ad, fordi der er små børn eller syge, da må det være manden, der bliver hjemme.”
Efter mange årtiers sejt politisk arbejde kom kvinders og tyendets valgret dumpende lidt tilfældigt, da Højres leder, Estrup, døde i slutningen af 1912, og partiet dermed mistede sit flertal i Landstinget. Hermed var vejen åbnet for en ny Grundlov. På forfatningens fødselsdag den 5. juni 1915 fik mine oldemødre stemmeret til Folketing og Landsting — 66 år efter den dag i 1849, der i historiebøger berømmes som indførelsen af folkestyre. Karen Marie nåede at blive 51, Johanne 49 og Anna 36 år, før de blev anerkendt som borgere.
Valgretskvinderne gik i optog til Christiansborg. Det bliver ofte kaldt noget i retning af kvindernes takketog til kongen, men opråbet om at deltage var omhyggeligt udformet, så det hverken indeholdt ordene tak eller glæde. Kvinderne ville ikke sige tak for at få deres ret, men glæden lyser ud af billederne fra dagen, hvor 12.000 kvinder iklædt datidens lange kjoler, korsetter, blonder og hatte med sløjfer og fjer fulgte efter pionererne Matilde Bajer, Jutta Bojsen-Møller og Astrid Stampe Feddersen ind til Rigsdagen.
Ikke alle valgretsbevægelsens kvinder deltog. Højres kvinder blev hjemme og beklagede, at de velstillede i samme grundlovsændring mistede deres privilegier til landstingsvalget. Socialdemokratiske kvinder var heller ikke medindbydere til Amalienborg-marchen, og på selve dagen frarådede lederskribenten i Social-Demokraten sine kvindelige kammerater at gå i optog sammen med borgerlige. De burde i stedet gå med i det traditionelle socialdemokratiske grundlovsoptog til Søndermarken og feste med deres mandlige partifæller, mente han. Dér mødte Johanne op med SnapseHans under armen og sine to yngste døtre — min farmor Gudrun havde lige haft femten års fødselsdag.
To år og elleve måneder senere fik kvinderne første gang lejlighed til at bruge deres fulde valgret. Moster Kitty er helt sikker på, at mine jyske oldemødre stemte socialdemokratisk, men der er stor sandsynlighed for, at de slet ikke stemte. Der gik mange år, før kvinder i større antal blev politisk aktive og udnyttede deres stemmeret.
Mændene var nu heller ikke særlig kvikke til at benytte sig af deres nyvundne politiske rettigheder: De første 25 år af folkestyret brugte kun omkring en tredjedel af de valgberettigede mænd deres stemmeret.
Ved valget i 1918 blev kun fire kvinder valgt ind i Folketinget: to konservative, en socialdemokrat og en radikal — foruden otte til Landstinget.
Det var højeste antal kvinder i Folketinget frem til 1945.
