Sange fra land og by
Uddrag af kapitel 9
Lugten af nybagt rugbrød i en bagerbutik får mig altid til at tænke på mormor Misse. Når jeg var på sommerferie i Hejnsvig, sendte hun mig hver tredje formiddag til bageren efter et halvt mørkt rugbrød. Det var stadig dampende varmt, når jeg sad på køkkenbordet og fortærede tykke humpler med fedt og salt. Fedtet sivede ned i det varme rugbrød, forenede sig med saltet, det meste smeltede i munden, og et par små strømme løb videre ned over min hage.
Kun hos Misse spiste jeg fedtemadder. Kun i hendes blå køkken skar solen en næsten lodret lyskile gennem tagvinduet, hvor støvkorn dansede med fluer. Kun hos Misse sang jeg børnesange. Hun lærte mig De små synger fra ende til anden, og det er stadig den sangbog, jeg kan flest sange fra.
Hendes køkkenhave var et eventyr for et københavnerbarn: Man trækker i en grøn top, og op kommer en gulerod. Man nærmer sig verdens største busk, og der åbenbarer sig tusinder af søde, grønne stikkelsbær og ligeså mange små snegle. Jordbærrene, ribsene og solbærrene blev kogt til rødgrød og syltet, bundet til og stillet ud på loftskammeret ved siden af køkkenet. Et gråt, støvet sted med ligeså mange tomme som fyldte glas. Jeg tror ikke, Misse var i stand til at smide et brugt glas med skruelåg ud. Fortidens knaphed sad i hende.
Helga Junker, datteren til mine morforældres naboer, blev min elskede ferieveninde. Undertiden var jeg med ude på hendes mormors og morfars gård i nabolandsbyen Vorbasse. Hendes morfar lærte mig at malke med hænderne, og hendes mormor svang en økse med øvet præcision. Sekundet efter fandt jeg ud af, at høns kan pile af sted uden hoved.
Dér stod jeg på gårdspladsen i midten af tresserne og så en nyslagtet gris blive hængt op i bagbenene på en stige, for at blodet kunne løbe fra halsflængen ned i en spand. Samme dag opdagede jeg, at grisens tarme, som blev renset for deres ildelugtende indhold i gruekedlen, blev til skind om medisterpølse — og nægtede derefter i årevis at spise medisterpølse.
Hos mine jyske familiemedlemmer oplevede jeg tressernes fattigdom, blandt andet ude på det faldefærdige husmandssted, som Misses søster, Bolette, og hendes mand, Christian, ejede. Han havde ry for at være en elendig landmand, og hun havde ry for at være en sjuske. Støvet lå synligt på stadsstuens skænk, fluepapirernes massegrave blev sjældent skiftet, lokummet stank, så mormor og morfar talte om det på vejen hjem fra besøget, og det samme gjorde stalden. Christian havde pletter på skjorten og manglede flere tænder, hvilket gjorde det endnu sværere for et københavnerøre at begribe hans korte, vestjyske konstateringer om vejr og vind. Bolette var fed og sød. Hendes lange fletninger lå om issen som ringe i en kransekage, og på hendes søsterkage knasede strøsukkeret gavmildt.
Moster Kitty og onkel Robert boede i en ombygget stald og havde også gammeldags lokum over gården. Fedtemadder og sukkermadder var hverdagskost i Kittys køkken, som det var i Misses, og mine kusiner gik altid i hjemmesyet og hjemmestrikket tøj.
Som barn tænkte jeg ikke på, at de var fattige; jeg noterede bare, at min familie i Jylland boede og talte og spiste anderledes end folk i København.
Mormor Misse erindrer jeg kun som gammel, selvom hun ikke var mere end et par og halvtreds, da jeg var feriebarn i Hejnsvig. Grå lokker, briller, småternet forklæde og en slem hoste fra syge bronkier. Jeg mindes ikke en eneste af hendes kjoler eller bluser, mens jeg i detaljer husker farmor Gudruns kvinderekvisitter: de fine kjoler, perlekæden og brocherne, hendes ugentlige vandondulation, der blev holdt på plads af hårnettet, pudderkvasten og rosa pletter af kindrødt, der sammen med hatten og matchende handsker signalerede, at her var en dame på vej i byen.
Gudrun boede i Sydhavnen, otte stoppesteder med linje 3 fra vores lejlighed på Carl Bernhardsvej på grænsen mellem Vesterbro og Frederiksberg. Hendes stuelejlighed var en toværelses med kammer — og badeværelse med badekar på svungne fødder, badesalt og varme vandfald i hanerne. Der var tæpper på gulvene, blondegardiner, polerede møbler og købekager til formiddagskaffen.
Gudrun var et gæstfrit centrum i min københavnske familie, og hendes søskende hører til min barndoms galleri af onkler og tanter, der kom til kaffeselskaber hos hinanden. Hendes ældste søster, Marie, så vi mindst til; hun og hendes mand boede på Frederiksberg, han var formand i et stort byggefirma, medlem af de konservative, og resten af familien syntes, de var fine på den. Jeg forstod tidligt, at det var noget af det værste, man kunne være. Hendes yngre storesøster, Oline, kaldet ‘tantoline’ i barnemunde, var en myndig fuldrigger i fruekjoler, som kusinerne og jeg var lidt bange for, men også interesserede i et nærmere bekendtskab med, fordi hun arbejdede i Tivoli. At det var som tissekone, gjorde ikke interessen mindre, for dér var de flotteste toiletter, jeg nogensinde havde set, med blankpolerede messinghåndtag, mørke tunge trædøre og store spejle. Deres mindste bror, onkel Willy, var en lille væver mand med stærke briller, et vældigt arsenal af vittigheder og høje latterudbrud, mens hans storebror, onkel Henry, var et drog. Han kunne ikke en gang sætte sig i respekt over for sin kone, Edith. Børn havde de ingen af, nok fordi Edith ikke var meget for det med sex, lyttede min mellemste kusine og jeg os til. Små potter har ører, sagde de voksne godt nok, men de glemte det ofte.
Farmor Gudrun sang også, men ikke fra De små synger. Næh, over symaskinen, opvasken og madlavningen, nynnede hun gårdsangerviserne fra sin barndom om den lille pige på hospitalet og Søren, der beder sin Kathinka i Nyhavn om at lukke vinduet op, eller de revyviser og operettesange, som hun kendte og elskede fra teatret og hver uge fik frisket op i Jørn Hjortings De ringer, vi spiller og yndlingsprogrammet Giro 413.
Mine bedstemødre var så forskellige som land og by.
