Iris var ikke min rigtige storesøster! Det gik op for mig mellem første og anden klasse, da jeg var på ferie hos mormor Misse og morfar August i Hejnsvig. Misse havde kaffeslabberas i køkkenet, og snakken gik på kvindevis, mens jeg stod ude i gangen og smuglyttede mig frem til, at Lilly, min mor, var kommet i ulykke, at min storesøster havde været en skandale, at min mor dengang ikke ville giftes med Iris’ far, fordi hun var forelsket i en anden, at faren heller ikke ville giftes med min mor, men dog betalte børnepenge, at August var blevet rasende over, at Lilly skulle have en uægte, men alligevel havde sagt, at hun skulle komme hjem og barsle.
En frygtelig masse fremmedord for syvårige øren.
Dér fik jeg forklaringen på, at min storesøster var vokset op hos mormor og morfar og først flyttede over til os i København, da hun var fjorten. Jeg tror ikke, at sammenhængen var blevet holdt hemmelig for mig; jeg havde bare aldrig tænkt over, at det måtte have en forklaring.
Mange år senere fandt jeg et gammelt avisudklip i en af min mors skuffer. Det var en annonce for en herreforretning, og modellen var en lyskrøllet ung mand i sweater: min storesøsters far. Aha — dér var ophavet til hendes englekrøller! Fundet blev anledning til, at min mor for første gang fortalte om sin ungdoms fejltagelser og sin egen og moster Kittys opvækst i i tredivernes og fyrrernes indremissionske Hejnsvig.
Pia Fris Laneth fortæller 150 års Danmarkshistorie som en familiekrønike, hvor vi følger kvinderne på familiealbummets gul-brune billeder og hører deres fantastiske historie.
Læs uddrag fra bogen her:

Lillys Danmarkshistorie — Kvindeliv i fire generationer. Gyldendal 2006. Indbundet, 640 sider.
ISBN: 8700754420
»Pia Fris Laneth har tilføjet dansk historieskrivning et vægtigt og underholdende værk, der væver forfatterens familiekrønike i fire generationer sammen med kvindelivet i det danske samfund fra 1880 til 2000 ... Det er ’Krøniken’ uden vaseline på linsen.«
- Maria Tetzlaff, Politiken
»En storslået, subjektivt erindret, historisk belæst og medrivende forvandlingskugle, hvori fire generationers hverdag, fødsler og død, drømme og bristede illusioner, tro og skiftende moral udspiller sig. Det er små fortællinger i en stor fortælling om ufattelige forandringer.«
- Birgitte Possing, Information
»Iskolde facts kombineres med hjertevarme beretninger i ny danmarkshistorie... En tonstung cementering af, at dansk kvindehistorie aldrig har været et ligegyldigt appendiks.«
- Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten
»Udviklingen fra kraftige korsetter og senere torpedoformede bh'er over rødstrømpernes frit udfoldede kropssprog under den hjemmefarvede herreundertrøje til vor tids kropskontrol og kosmetiske kirurgi ... Som så meget andet i Pia Fris Laneths »Lillys Danmarkshistorie« er denne springende udvikling fortalt med humor og dynamik.«
- Eva Pohl, Berlingske Tidende